
Workshop i digital myndiggørelse
- Undervisning i sociale medier uden løftede pegefingre!
Dette er et undervisningsforløb om sociale medier målrettet undervisning i teknologiforståelse på mellemtrinnet samt i udskolingen, der sigter mod at styrke elevernes digitale myndiggørelse.
​
Gennem 4 designorienterede missioner understøttet af missionsbeskrivelser samt video- og lydfortællinger fra Trinity støttes eleverne i at gennemføre en konstruktiv undersøgelse af deres valgte sociale medie.
Workshoppen gennemføres over 5-6 lektioner - optimalt en fagdag.
Udover workshoppens 4 missioner indeholder materialet idéer til supplerende aktiviteter (både før og efter workshoppen.)
​
Afmasker de sociale mediers intentioner
Kom bag om facaden på de sociale medier. Hvad er deres sande hensigt? Hvorfor er de designet, som de er? Hvad er historien bagved? Spred budskabet igennem en eftersøgningsplakat.
Lav et manifest
Hvordan ønsker I fremadrettet at leve jeres liv med sociale medier? Hvilken rolle ønsker I at de sociale medier skal spille i jeres liv? Skriv jeres egne dogmer.
Break-up med de sociale medier
Få italesat grænser på en humoristisk måde. Udarbejd break-up letters som talebeskeder til de sociale medier.
Redesign de sociale medier
Hvordan kan vi skabe en mere bæredygtig udgave af de sociale medier, som vi kender? Hvordan skulle de sociale medier se ud, hvis I kunne bestemme?

Træt af at være den løftede pegefinger, når du underviser i sociale medier?
#NoFiSouls er et nyt workshopformat om sociale medier, hvor læreren får mulighed for at gå i dialog med eleverne og træde ud af rollen som “den løftede pegefinger.” No Filter Society (#NoFiSouls) tager udgangspunkt i et scenariedidaktisk perspektiv og kombinerer designmetoderne “Fremtidsværksteder” med “Fictional Inquiry."
Workshoppen skaber en rammesætning, hvor eleverne bruger design som en undersøgelsesproces for at opnå digital myndiggørelse.
​
Workshoppen er udarbejdet i tæt samarbejde mellem forskere og lærere fra praksis og er et eksempel på, hvordan stærk brobygning mellem forskning og praksis kan styrke
udarbejdelsen af nye undervisningsforløb.
Workshoppen er afprøvet på 3 forskellige skoler i Region Hovedstaden og Region Midtjylland og mere end 175 elever fra 6. og 7. klasser har allerede prøvet kræfter med #NoFiSouls. Vi erfarer, at workshoppen vækker stort engagement hos både elever og lærere i klasserne. Især fremhæver lærerne, at workshoppen åbner op for et rum med gode dialoger og refleksioner samt en række indsigtsfulde elevproduktioner.
Skal din klasse være den næste?
​